Avishoved og logo

I forbindelse med Kristeligt Dagblads relancering som en af Danmarks stærkeste og mest seriøse kultur- og debataviser har avisen fået et nyt og moderne design. Imperiet har designet avisens nye hoved og logo, som går igen på alt trykt og online materiale. Designet er udført med respekt for avisens mere end 100-årige historie med nøgleordene: troværdighed, seriøsitet og menneskelig imødekommenhed, og med bevidst afsæt i en nænsom modernisering af det tidligere logo. Logoet, som er tegnet specifikt til Kristeligt Dagblad, tager udgangspunkt i skriften Cordale Corporate, som er er designet i 2008 af schweizeren Bruno Maag.

Cordale Corporate er en meget læsbar, moderne serif. Den er blødere og mere humanistisk i sit udtryk end tidligere serifskrifter og har samtidig kant. Cordale Corporate er klassisk med klar nutidig karakter. Ud over at danne grundlag for det specialtegnede logo, vil Cordale Corporates markante karakter styrke Kristeligt Dagblads brand via skiltning, annoncering m.m. Der er således tale om en virkelig gennemarbejdet kvalitetsskrift, som vi har udvalgt gennem en grundig arbejdsproces.

Designelementer fra brevlinjen er desuden implementeret i Kristeligt Dagblads nye indholdsdesign, som er udført af avisens faste samarbejdspartner, Ribergaard & Munk.